Det er blevet fredag aften, og vi kan se tilbage på ugen der er gået på de danske minibørser, som endnu engang har stået i regnskabernes tegn.
Øverst slutter Conferize, Alefarm Brewing og Dataproces, som alle stiger 10% eller derover. Alefarm Brewing leverede regnskab for første halvår i tirsdags, hvor selskabet meddelte, at de på trods af COVID-19 fastholder sine forventninger. Alefarm Brewing leverer fortsat på den guidance, som de præsenterede ved børsnoteringen, og omsatte for 4,5 mio. kroner i første halvår af 2021 svarende til en vækst på 55%. Læs mere om Alefarm Brewings regnskab her.
Dataproces stiger efter selskabet i mandags meddelte, at de indgår et samarbejde med Poul Schmith/Kammeradvokaten. Samarbejdet forventes at styrke både salgsarbejdet og rammerne for både dataanalyser, MARS og Min Sag.
Det har ligeledes været en god uge for Mdundo, MapsPeople, Freetrailer, Danish Aerospace Company og Copyright Agent. MapsPeople har ligeledes været regnskabsaktuelle, og har i første halvår af 2021 realiseret en ARR-vækst på 42%. Læs mere om MapsPeoples regnskab her.
I den nedre ende slutter Hypefactors, Impero og Risma. Førstnævnte præsenterede en ARR-vækst på 54%, da de tidligere på ugen offentliggjorde regnskab for første halvår. Samtidig meddelte Hypefactors, at de har fået flere store virksomhedskunder, herunder NNIT, Chr. Hansen og Saxo Bank. Mere end 17.500 virksomheder og organisationer benytter nu Hypefactors platform. Læs mere om Hypefactors regnskab her.
Impero og RISMA har også leveret regnskab. Impero præsenterede en ARR-vækst på 44%, som ved udgangen af første halvår var på 14,2 mio. kroner. RISMA har vækstet sin ARR fra 12,7 mio. kroner til 13,7 mio. kroner, og opjusterede i slutningen af juni sine ARR-forventninger for 2021.
No comments! Be the first commenter?