Ugens sidste handelsdag er overstået, og vi kan se tilbage på ugens udvikling på den danske vækstbørs, inden vi i næste uge byder velkommen til Swiss Properties Invest på First North.
Øverst slutter SameSystem, der sammen med LED iBond, Hydract, Alefarm Brewing, Relesys, Onxeo, Impero, FOM Technologies og Hypefactors har oplevet en tocifret procentstigning gennem ugen. SameSystem har sikret kapital fra Henrik Ritlov, og FOM Technologies har været nyhedsaktuelle i fire af de fem handelsdage.
FOM startede ugen med at annoncere, at belgiske ABEE Group tildeler FOM Technologies en ordre på en R2R-produktions-enhed i pilotskala. Onsdag meddelte selskabet, at FOM Technologies’ 51% ejede datterselskab MLMC Therapeutics ApS har fået tildelt et procespatent baseret på Slot-die coating. Torsdag kunne de informere om, at de nu sætter turbo på udvidelse af den organisatoriske platform og forventer at udvide organisationen med ca. 50% indenfor de næste 6 måneder. Fredag kunne FOM præsentere salg af slot-die coating udstyr og maskiner til to af Indiens mest prestigefyldte universiteter.
Generelt har det været en begivenhedsrig uge, hvor hele nyhedsstrømmen ikke samles i dette indlæg. Mdundo er steget 8% gennem ugen, efter selskabet har annonceret en aftale med Universal Music Group. Shape Robotics er steget 4%, efter det hastigt voksende rumænske marked for undervisnings‐teknologi nu har spredt sig til nabolandet Moldova, der har valgt INACO og Shape Robotics’ nøgleklare Smart Labs til fremvisning og test i hovedstaden.
Re-Match er steget 2%, efter selskabet nu er oppe på et tilskud på i alt 65 mio. kroner fordelt over Holland, Frankrig og Californien. Donkey Republic er faldet 1%, og har i deres opdatering for andet kvartal meddelt, at de i kvartalet omsatte for 2,2 mio. EUR, hvilket svarer til en stigning på 96% sammenlignet med samme periode sidste år. Ifølge selskabet er de godt positioneret til at nå deres guidance for året, der lyder på at nå en omsætning på 9-10 mio. EUR.
Copyright Agent slutter for anden uge i træk i bunden med et fald på 24%, efter selskabet i sidste uge nedjusterede sine forventninger.
No comments! Be the first commenter?