De røde farver fortsætter med at dominere på aktiemarkederne, hvilket også afspejles af ugens udvikling på de danske vækstbørser, hvor flere selskaber har præsenteret regnskab.

I toppen denne uge slutter OrderYOYO, Hypefactors og Danish Aerospace Company. OrderYOYO leverede regnskab for første halvår i august, hvor selskabet kunne fortælle om en succesfuld implementering af app smart, som selskabet opkøbte tidligere i år, hvilket medførte en opjustering. Hypefactors og Danish Aerospace Company leverede også halvårsregnskab i august, hvor begge selskaber var kommet godt gennem første halvår, og kunne fastholde sine forventninger.

Blandt ugens andre grønne aktier er Audientes, CS MEDICA, Mdundo og FOM Technologies. Audientes har skiftet børs fra First North til Spotlight, og CS MEDICA har været ude med flere nyheder, hvor de bl.a. har annonceret et langsigtet mål om at notere sig på hovedbørsen i København. Mdundo har offentliggjort regnskab for selskabets skæve regnskabsår, hvor de løftede omsætning med over 200% til 7,2 mio. kroner. Derudover havde Mdundo ved udgangen af regnskabsåret 20,3 mio. månedlige aktive brugere, hvilket var over det oprindelige mål fra IPOen på 18 mio. månedlige aktive brugere. FOM Technologies har tilføjet det USA-baserede Illumina til kundelisten, hvilket understregede FOM Technologies’ muligheder indenfor MedTech-området.

I den nedre ende slutter Cessatech og Shape Robotics. Cessatech har offentliggjort positive toplinjeresultater fra et fase 1 forsøg, og Shape Robotics har annonceret en ordre i Rumænien på ca. 7 mio. kroner. Blandt andre nyheder fra ugen kan bl.a. nævnes, at Scandinavian Medical Solutions og Happy Helper begge har opjusteret sine forventninger.

SMS forventer nu at nå en omsætning på 105-115 mio. kroner mod tidligere 90-95 mio. kroner med et positivt EBITDA på 14-16 mio. kroner mod tidligere 12-14 mio. kroner. Happy Helper fastholdte sine forventninger til omsætningsbasen og dækningsbidraget, mens de opjusterede forventningerne til EBITDA. Happy Helper forventer nu at nå et negativt EBITDA på 0,3-0,4 mio. kroner mod tidligere -1 til-2 mio. kroner.