En generel rød uge på aktiemarkedet har heller ikke været en undtagelse for den danske vækstbørs, hvor størstedelen af aktierne slutter ugen i rødt.
Bedst er det gået for Monsenso, Conferize og Nexcom uden selskabsspecifik nyt. Mdundo har også haft en god uge, og er steget 8%. Mdundo har offentliggjort deres Q3 rapport for deres skæve regnskabsår, hvor selskabet vækstede antallet af månedlige aktive brugere med 140% YoY. Udviklingen resulterede i, at Mdundo opjusterede deres forventninger for antallet af månedlige aktive brugere samt EBITDA, mens forventningerne til omsætningen blev nedjusteret.
Q-Interline er steget 4%, efter selskabet har meddelt, at de har landet deres største enkeltordre i firmaets historie. Det er Q-Interlines distributør i Holland, Belgien og Luxemburg, som har placeret en ordre på 10 Quant analysesystemer. Freetrailer er faldet 4%. Selskabet har meddelt, at de forlænger samarbejdet med POWER, og samtidig udvider med to nye butikker. Samarbejdet består nu i alt af 56 trailere.
Movinn er også faldet 1%, og har leveret regnskab for første kvartal. Her fremgik det, at Movinn følger planen, og i første kvartal nåede en omsætningsvækst på 51% med et EBIT-resultat på 0,5 mio. kroner. Trophy Games har meddelt, at de har underskrevet en aftale med RedPilz Studio omkring spillet ”The Ranchers”, hvor Trophy Games vil være publisher. Spillet har allerede samlet over 200.000 såkaldte ”wishlists” på Steam, og den forventede pris for spillet er 39,95 EUR.
I den røde ende slutter SPENN, CS MEDICA og Re-Match. CS MEDICA har været ude med en nedjustering, hvilket bl.a. kan tilskrives udfordringer inden for forsyningskæden til ingredienser i CANNASEN produkterne. CS MEDICA fastholder dog målet om at nå en omsætning på 150 mio. kroner i 23/24, men forventer altså nu at nå en omsætning på 12 mio. kroner i indeværende regnskabsår mod tidligere 50 mio. kroner. FOM Technologies slutter også ugen med et større fald, men har både annonceret et salg i Norge samt ansættelsen af Mona Syed som CFO.
No comments! Be the first commenter?