Det er blevet fredag aften, og vi kan se tilbage på ugens udvikling på den danske vækstbørs, hvor SPENN Technology slutter ugen med en stigning på 79%.

SPEN Technology har meddelt, at NASENI-SPENN Limited officielt er live og klar til at håndtere udbetalinger på vegne af den nigerianske stat, hvilket er en vigtig strategisk milepæl for SPENN. Cessatech og Brain+ slutter også ugen med store stigning på hhv. 41% og 30%. Begge selskaber er i en periode med fokus på kapital, hvor Brain+ netop har hentet 6,4 mio. kroner før omkostninger gennem konvertering af warrants.

Curasight, Scandinavian Medical Solutions, Happy Helper og Donkey Republic har også alle oplevet tocifrede procentstigninger gennem ugen. Scandinavian Medical Solutions har opjusteret sine forventninger for regnskabsåret 2022/2023. Ledelsen forventer nu at nå en omsætning på 125-140 mio. kroner i 2022/2023 mod tidligere 95-105 mio. kroner. Forventningerne til EBITDA blev samtidig opjusteret til 15-17 mio. kroner fra tidligere 14-16 mio. kroner. Happy Helper er i gang med at hente kapital, og har i løbet af ugen offentliggjort nøgletal for aktiviteten i oktober.

FOM Technologies har ligeledes været ude med en opjustering efter endnu en ordre fra et Fortune 500 selskab. FOM opjusterede både sine forventninger til 2022 og 2023, og forventer nu at nå en omsætning på 40-43 mio. kroner i 2022 mod tidligere 33-36 mio. kroner med et positivt EBITDA på 1-3 mio. kroner.

Movinn og Odico slutter begge med en stigning på 6%. Movinn har offentliggjort kvartalsrapport for tredje kvartal 2022, som viste en omsætningsvækst på 29%. Odico har modtaget ordrer fra en strategisk dansk kunde i energisegmentet til sit forretningsområde, Digital Fabrikation. De optagne ordrer udgør en omsætning på op til 2 mio. kroner og vil løbende blive leveret fra Odico i 4. kvartal 2022.

I den nedre ende slutter Onxeo, SameSystem og DecideAct. Audientes er desuden faldet 8%, og har både annonceret et samarbejde med et af Indiens største programmer inden for ear care, Medtronic LABS’ Shruti samt lanceringen af en kickstarter for sit nye produkt Companion by Audientes for at sikre hurtigere indtrængen og kendskab til produktet i USA og Europa.