Det har været en begivenhedsrig uge på godt og ondt på de danske vækstbørser. Hvis vi skal starte med det positive, har FOM Technologies og Erria leveret stærke regnskaber, mens Scandinavian Medical Solutions har opjusteret sine forventninger. Desværre har ugens helt store nyheder været relateret MeeW, som har aflyst sin notering og generelt været en skandalehistorie.
Den ugentlige status skal dog ikke omhandle MeeW, men hvis du vil læse mere om, hvad der er sket, har jeg på vores hjemmeside skrevet et blogindlæg med en tidslinje over forløbet, indtil selskabet annullerede sin børsnotering i onsdags.
I toppen denne uge finder vi DanCann Pharma, Nexcom og Enalyzer. De to sidstnævnte vil forventeligt offentliggøre regnskab i næste uge. Ugen har derudover budt på tocifrede procentstigninger til Agillic, Q-Interline, SPENN Technology og Trophy Games. SPENN har bl.a. meddelt, at det nigerianske joint venture, NASENI SPENN, har påbegyndt testningen af lønudbetalinger for NASENI, der skal verificere betalings-flowet og give værdifuld indsigt og feedback fra brugerne af mobilappen.
DecideAct slutter ugen med en stigning på 7%. Selskabet har meddelt, at de har underskrevet en kontrakt med danske B&R Industrial Automation i Odense, som er en del af en større global koncern. Scandinavian Medical Solutions er steget 6%, efter selskabet opjusterede sine forventninger til omsætningen og EBITDA. Odico har omvendt nedjusteret sine forventninger, inden selskabet præsenterede halvårsregnskab, og slutter ugen med et fald på 9%.
Shape Robotics er faldet 4% gennem ugen, efter selskabet har indgået en distributionsaftale med HandyAV i UK. Senere på ugen annoncerede selskabet et udbud af nye aktier med fortegningsret for eksisterende aktionærer.
I bunden slutter Hydract med et fald på 32%. Hydract har givet en status på kapitalforholdene, hvor det fremgik, at selskabet ønsker at styrke selskabets likviditetssituation og kapitalgrundlag som en nødvendighed for at sikre selskabets fremtid og overlevelse. Derudover har der bl.a. været nyt fra Freetrailer, som har udvidet samarbejdet med en af Norges største byggevarekæder, mens Dataproces og Monsenso også har været regnskabsaktuelle.
No comments! Be the first commenter?