Det er endnu engang blevet fredag aften, hvorfor vi kan se tilbage på ugen der er gået på den danske vækstbørs.

Øverst denne uge slutter Relesys sammen med de to cannabis-selskaber, DanCann Pharma og STENOCARE. Relesys er sammenlignet med tegningskursen steget 48% efter selskabet havde første handelsdag i onsdags.

DanCann Pharma og Stenocare er steget hhv. 35% og 34%. DanCann Pharma har meddelt, at Tetra, som DanCann har en distributionsaftale med, har annonceret positive kliniske data for Qixleef i indledende fase 2 studier. Derudover er det endeligt vedtaget med stor politisk opbakning, at forsøgsordningen med medicinsk cannabis bliver forlænget med 4 år.

Freetrailer, OrderYOYO og ViroGates slutter ligeledes ugen med tocifrede procentstigninger. Copyright Agent, der slutter ugen med en stigning på 3%, har meddelt, at de ekspanderer til fire nye markeder, og nu er til stede i 13 lande mens de ser det fulde udbytte af deres entreprisestrategi. FOM Technologies stiger 2%, og meddelte fredag morgen, at selskabet nu stempler ind som underleverandør af avanceret udstyr til Power-to-X teknologien gennem Haldor Topsøe.

I den anden ende slutter også flere aktier med tocifrede procentfald. Det gælder Shape Robotics, LED Ibond, Penneo, Q-Interline, Impero og BactiQuant. Shape Robotics meddelte i starten af ugen, at de er indgået en eksklusiv aftale med Craftbot, der gør Shape Robotics til forhandler og distributør af CraftBots 3D printere i et defineret SmartLab koncept.

I løbet af ugen har Audientes udvidet sit distributionsnetværk i Indien. Dermed har Audientes nu fem samarbejdspartnere i Indien, som er et nøglemarked for selskabet. Trophy Games har fredag meddelt, at de nærmer sig en fuld lancering af selskabets Warhammer spil, og forventer, at det går live i januar.

Både MapsPeople, Agillic og Odico har desuden annonceret ændringer i ledelsen.