Årets sidste handelsdag på den danske børs er nu overstået. Det betyder, at vi nu kan se tilbage på året der er gået samt årets vindere og tabere på vækstbørsen.

Det har været et spændende år på den dansk vækstbørs på godt og ondt. Et af de helt store temaer har været børsnoteringer, hvor 22 nye selskaber er blevet noteret på den danske vækstbørs. I alt har 23 selskaber søgt om optagelse, men Speedrecruiters endte ikke med at blive noteret i år.

Læs også: Medlemmernes favoritter i 2022.

Årets vindere

De 10 bedste aktier på den danske vækstbørs i 2021 (eksklusiv børsnoteringer) er:

  1. Freetrailer: +371%
  2. DanCann Pharma: 105%
  3. Audientes: 83%
  4. ViroGates: 77%
  5. Wirtek: 40%
  6. Jobindex: 40%
  7. FastPassCorp: 34%
  8. Agillic: 32%
  9. EgnsInvest: 4%
  10. Curasight: 4%

Årets største vinder er Freetrailer, som er steget 371%. Freetrailer er ikke kun den aktie, som er steget mest på den danske vækstbørs, det er også den aktie, som er steget mest på tværs af alle danske børser. Det har på mange måder været et godt år for den danske virksomhed, som er kendt for sine udlejningstrailere, som kører rundt på landets veje.

Freetrailer har gennem året slået nye udlejningsrekorder, opjusteret sine forventninger, udviklet konceptet og indgået/udvidet en række samarbejdsaftaler på flere markeder. Her kan blandt andet nævnes et udvidet samarbejde med selskabets vigtige partner, IKEA. Freetrailer og IKEA har udvidet samarbejdet i Tyskland, som er et særdeles spændende marked for Freetrailer med stort potentiale. Derfor har Freetrailer også ansat en Country Manager i Tyskland, som skal være med til at vækste i Tyskland.

DanCann Pharma indtager en andenplads med en stigning på 105%. DanCann Pharma har i løbet af året bl.a. erhvervet 100% af aktierne i CannGros, som gør DanCann Pharma markedsledende i Danmark. CannGros guider med at omsætte for 4,5 mio. kroner i 2021, og har ligeledes tre licenser indenfor det medicinske marked, herunder licens til import og distribution af medicinsk cannabis og til aktiviteter med euforiserende stoffer.

DanCann Pharma har desuden indviet sine nye produktionsfaciliteter BIOTECH-PHARM1 i Ansager, hvor de meddelte, at der allerede var massere aktivitet i virksomhedens unikke kultiveringsmiljø. Markedet for cannabis i Tyskland har ligeledes været et tema for DanCann Pharma i slutningen af året, hvilket fortsat bliver spændende at følge i 2022.

Audientes slutter top-3 med en stigning på 83%. Audientes har gennem året haft stort fokus på produktudvikling samt udvikling af distributionsnetværket. Aktien begyndte at stige i marts, hvor selskabet præsenterede væsentlige forbedringer i sit selvjusterende høreapparat, der senere blev døbt Ven™. Knap en uge senere offentliggjorde selskabet regnskab for 2020, hvor selskabet i slutningen af marts indstillede Peter Røpke til bestyrelsen.

Selskabets selvjusterende høreapparat er sat i produktion, og inden længe vil investorerne også få indblik i de første salgstal, når selskabet leverer regnskab. USA har også været et større tema for Audientes, hvor FDA er kommet med sit oplæg omkring lempede krav for OTC-salg af høreapparater til milde og moderate høretab. Audientes planlægger en produktlancering i USA i andet halvår af 2022.

Årets tabere

De 10 dårligste aktier på den danske vækstbørs i 2021 (eksklusiv børsnoteringer) er:

  1. Monsenso: -90%
  2. LED iBond: -77%
  3. Odico: -74%
  4. Nexcom: -69%
  5. Conferize: -68%
  6. Konsolidator: -67%
  7. Penneo: -60%
  8. Scape Technologies: -56%
  9. Seluxit: -56%
  10. Happy Helper: -55%

Monsenso er den aktie, som er faldet mest gennem året. Aktien er faldet hele 90%, hvilket er sket efter at selskabet har gennemført en kapitalforhøjelse. Selskabet har i løbet af året fået flere nye ordrer, men missede to større kundesager, som resulterede i en nedjustering tidligere på året.

LED iBond er faldet 77%, og har ligeledes været ude med justerede forventninger. Oprindeligt var selskabets langsigtede forventninger til 2022 at nå en omsætning på 100 mio. kroner i 2022. Dette er blevet nedjusteret til 70 mio. kroner ifm. selskabet Q2 rapport. Med en samlet omsætning på 5 mio. kroner i årets tre første kvartaler, skal LED iBond opnå markant vækst i de kommende kvartaler for ikke at skulle nedjustere igen. LED iBond har desuden også været ude at hente kapital, hvor der i denne forbindelse blev tegnet aktier til en pris på 18 kroner per aktie.

Odico er faldet 74%, og har ligesom de to andre selskaber også har været ude at hente penge. Desuden har selskabets CEO, Anders Bundsgaard meddelt, at han ønsker at søge nye udfordringer, og vil fratræde sin stilling senest ultimo juni 2022.

Årets børsnoteringer

I de forrige afsnit er årets mange børsnoteringer ikke inkluderet.

Årets fem bedste børsnoteringer baseret ud fra tegningskursen er:

  1. Hydract: +90%
  2. BactiQuant: 66%
  3. Relesys: 49%
  4. Impero: 39%
  5. MapsPeople: 17%

Årets fem dårligste børsnoteringer baseret  ud fra tegningskursen er:

  1. Valuer: -82%
  2. Nexcom: -68%
  3. NORD.investment: -61%
  4. Donkey Republic: -53%
  5. Copyright Agent: -41%

Grafoversigter